Om mig

Velkommen til min side og tak for at du læser med her!

Jeg er født og opvokset i Præstø, og idag bor jeg i Bårse sammen med René og vores 2 hunde, Baloo og Simba.

Til daglig arbejder jeg som ejendomsmægler i Nybolig i Præstø, og jeg kommer på den måde vidt omkring i vores geografisk store kommune. 

Fritiden bruges på familie, venner og hunde. Endvidere er jeg skuespiller i Præstø Amatørscene, hvor jeg i mange år har været aktiv både på og bagved scenen. Når jeg for alvor skal slappe af, er det benene op med en kop kaffe og en god krimibog eller en spændende film.

Jeg stillede op til kommunalvalget første gang i 2017, hvor jeg blevalgt, så den 1. januar 2018 trådte jeg ind i kommunalbestyrelsen for Venstre i Vordingborg Kommune. Min første periode bød på en stor omvæltning undervejs, da jeg i sommeren 2019 blev partiets nye borgmesterkandidat. Desværre blev det ikke Venstre, der vandt valget i Vordingborg Kommune i 2021.

Da vi kom igang med valgperioden 2021-2025, stillede Michael Seiding Larsen sig klar som gruppeformand og spidskandidat, og derfor er jeg idag "almindelig" medlem. Det passer mig fint, da det gav mig luft og tid til at være aktiv i kulissen på en anden måde. 

Jeg er med i vores valgudvalg og kan der komme med input til vores kommende valgkamp mv.

Ved valget i november 2021 fik jeg tildelt følgende poster:

  • 2. viceborgmester
  • Næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget
  • Medlem af økonomiudvalget
  • Formand for Vordingborg Musikskole
  • Bestyrelsesmedlem i Stars - fra 2024 næstformand i bestyrelsen
  • Suppleant i Cantabile2
  • Giftefoged

Nu siger kalenderen 2025 ... kommunalvalget nærmer sig.

Den 18. november 2025 er der kommunalvalg, og derfor har tankerne været på overarbejde. Skal - skal ikke - tage en tur mere ... Der er ingen tvivl om, at det er tidskrævende arbejde, men det er samtidig spændende og lærerigt at deltage i det politiske liv i kommunen.

Jeg er ikke færdig med kommunalpolitik, og jeg stiller derfor mit kandidatur til rådighed endnu en gang som kandidat for Venstre Vordingborg til KV25.